Sorgen som pårørende


Jeg har været så heldig at få lov til at bidrage til Diana Lund Andersens bog om at være pårørende til en alvorligt syg. Og en del af det er sorgen over, at det er sådan. Følgende er et udsnit fra bogen.

"Når man som nærtstående hører, at en, man holder af, er blevet ramt af alvorlig sygdom, så starter sorgprocessen reelt. Sorg kan nemlig defineres som et brud på det, man drømte om, håbede på eller forventede, og det er således ikke noget, der kun er forbeholdt den følelse, der opstår, når nogen dør. Man kan også føle sorg over fyring, konkurs, skilsmisse, de børn man ikke fik, det ægteskab man ikke fik og meget andet, som ikke blev, som man drømte om, håbede på eller forventede.


Generelt er vi i vores vestlige verden ikke ret gode til at anerkende følelsen af sorg. Vi taler nødigt om den, vi forsøger at lade som om, den ikke findes og svarer “Det går fint”, hvis vi bliver spurgt, for vi lærer allerede som små, at det med at være ked af det, at føle sorg - det er noget, vi skal gemme eller være flove over. Vi fik måske at vide, at vi kunne gå ind på vores værelse og vente på, vi blev gode igen eller vi kunne få en småkage, så vi blev distraherede. Og det er lidt pudsigt, for børn er faktisk meget gode til at håndtere deres følelser - herunder at være ked af det eller at føle sorg. Men de lærer fra deres forældre, som har lært fra deres forældre og på et eller andet tidspunkt, så lærer børn, at det at være ked af det eller at føle sorg er noget, som man enten skjuler eller distraherer sig fra.


Det, at vi ikke håndterer sorg og smerte (som jo altså er helt naturlige menneskelige følelser) ser man fx ofte, når en pårørende får budskabet om, at en elsket fejler noget alvorligt. Når budskabet er sunket ind, og man kan tænke “klart” så er det helt almindeligt, at de pårørende udviser en ændret adfærd I forhold til, hvad de plejer. Når jeg skriver ”klart” i anførselstegn, så er det fordi, man får det, vi kalder for ”sorghjerne”.


Det at være i en sorgtilstand er ikke kun noget følelsesmæssigt. Amygdala, som er et center i hjernen, er der, hvor en del af vores instinktive adfærd kommer fra. Og Amygdala kan virkelig ikke lide at være i sorg. Så derfor sender Amygdala signaler ud til hele kroppen om at beskytte sig, om at bekæmpe det her sorg, som er så ubehageligt. Det betyder, at fx det parasympatiske nervesystem får besked på, at lukke lidt ned. Så kan man ikke længere trække vejret lige så dybt, som man plejer. Det betyder, at man heller ikke får den mængde ilt til hjernen, som man kan have brug for. Og når man ikke får det, så kan man heller ikke tænke så klart. Når man har sorghjerne – og det kan man have længe – så kan det godt føles som om, man går rundt i en glasklokke og tænker i havregrød. Og de mest almindelige tankeprocesser bliver tunge og besværlige. Og det sker så på tidspunkter, hvor vi har brug for at tage stilling til meget alvorlige og store ting i vores liv. Men det er sådan, det er."


Jeg kan anbefale dig at købe bogen.

30 visninger

Mette Hvied Lauesen • Industriparken 4 • 2750 Ballerup • +45 26 18 61 90 • mhl(a)slipsorgen.dk • CVR: 27531385 • Bankkonto: 9070 1629896046 • OBS: Forløb betales forud
Postadresse: Sommerbuen 37, 2750 Ballerup