Hjælp dit barn med følelserne





Dit barn skal (også) lære at tale om sine følelser


Jeg har lige lavet en undersøgelse, som ca. 180 mennesker deltog i. Her spurgte jeg om forskellige aspekter af sorg.


Et af de mere triste resultater var, at hele 41% ikke havde fortalt det til nogen, da de oplevede, hvad de huskede som deres første sorg. Det er mange. Det er mange børn, der går rundt med knuste hjerter, og som ikke blev spurgt. Det er nemlig sådan med børn, at de typisk ikke fortæller det med mindre de bliver spurgt. Og de gør det slet ikke, hvis de ikke har lært af deres rollemodeller, at det er ok at vise sine følelser.Hvad enten man er ked af det, fortvivlet eller ulykkelig. De positive følelser skal vi såmænd nok få udtrykt.


Og børnene skal lære fra os - de voksne - hvordan de håndterer store følelser, og at man godt kan være ulykkelig ind i mellem, og at det hjælper at tale om det og få sat ord på sine følelser.


Hvor tit har du over for dine børn sagt "ikke noget", når du ruede over noget, og de spurgte, hvad der var galt. Hvis de lærer tidligt, at vi tydeligvis ikke taler om det, når noget trykker os, så bliver det svært for dem at gøre det, når de bliver voksne.


Jeg sidder ind i mellem med mennesker, der som børn aldrig har lært et nuanceret ordforråd for det, når de er kede af det. Det er typisk dem, der fortæller, hvad de tænkte, når jeg spurgte, hvad de følte. Det er også dem, der siger, at de blev vrede - uden at reflektere over, at neden under vreden, så lå tristheden, smerten, afmagten, fortvivlelsen eller hvad det nu var. Det er både svært og smertefuldt og har haft store omkostninger, hvis man først skal lære sit følelsesliv at kende som voksen.


Derfor: Spørg til dit barns følelser, så det lærer at udtrykke sig nuanceret og naturligt om følelser. Og så husk, når du er ked af det, og dit barn spørger, om du er det at svare ja. For det er det ærlige, og ungerne kan jo se det alligevel.


PS: Jeg vil også lige minde dig om mit foredrag d. 7. oktober i Ballerup - læs mere her: www.slipsorgen.dk/ja-tak-foredrag

28 visninger

Mette Hvied Lauesen • Industriparken 4 • 2750 Ballerup • +45 26 18 61 90 • mhl(a)slipsorgen.dk • CVR: 27531385 • Bankkonto: 9070 1629896046 • OBS: Forløb betales forud
Postadresse: Sommerbuen 37, 2750 Ballerup